Du er her: Værd at vide om emballager → Forstå dine emballagetyper → Hvad er tertiæremballage (transportemballage)?

HVAD ER TERTIÆREMBALLAGE (TRANSPORTEMBALLAGE)?

Transportemballage er emballage, der er designet til at gøre det nemmere og mere sikkert at håndtere og transportere flere salgsenheder eller multipakemballager.

Formålet er at beskytte varerne mod skader under fysisk håndtering og transport.

§

DEFINITION AF TRANSPORTEMBALLAGE

En transportemballage er udformet på en sådan måde, at håndtering og transport af et antal salgsenheder eller multipak-emballager gøres lettere, så skader forårsaget af fysisk håndtering eller transport kan undgås. Transportemballage omfatter ikke vej-, jernbane-, skibs- og luftfragtcontainere.

(Kilde: Emballagebekendtgørelsen)

Hvad er en salgsenhed?

  • en vare eller et produkt, der er pakket og klar til at blive solgt som én samlet enhed
  • den form, varen har, når den præsenteres for salg til slutbrugeren (med eller uden vederlag)

EKSEMPLER PÅ TRANSPORTEMBALLAGE

Papkasser med flere produkter

F.eks. en stor papkasse med 24 shampoo-flasker, som sendes fra producenten til en butik. Hver flaske har sin egen salgsemballage, men papkassen gør transporten nemmere og beskytter produkterne.

Plastkasser eller -bakker

Genbrugelige plastkasser, som bruges til at transportere frugt, grønt eller mejeriprodukter fra producent til detailled. De beskytter varerne og gør håndtering effektiv.

Strækfilm og palleindpakning

Når flere kasser stables på en palle og indpakkes i strækfilm, udgør filmen og pallen en transportemballage, der sikrer stabilitet og beskyttelse under transport.

Bølgepap-omslag omkring multipakker

F.eks. et bølgepap-omslag omkring flere multipakker med sodavand, som beskytter dem under transport til butikslageret.

Transportposer eller sække

Store plastposer eller sække, der bruges til at samle og transportere mindre emballerede varer – fx poser med dyrefoder eller byggematerialer.

Tape

bruges til at lukke papkasser og sikre indholdet under transport.

Kantbeskyttere

pap eller plastprofiler, der beskytter hjørner og kanter på paller eller kasser.

Flamingofyld (EPS)

bruges som støddæmpende materiale i kasser med skrøbelige produkter.

Bobleplast

beskytter enkeltdele mod stød og slag under transport.

Pallemellemlæg

pap eller plastplader mellem lag af varer på en palle.